Spørgsmålet er opstået, fordi gamle ruder er tykkest i bunden. Så kan man jo tænke, at det er fordi glasset langsomt er flydt nedad.

Faktisk er glas både flydende og fast - eller mere præcist: En underafkølet væske. Molekylerne er ikke låst fast i et krystalgitter, men ligger hulter til bulter.

Glasset er dog ganske fast og stabilt. Der går millioner af år før strukturændringer kan måles.

Gamle ruder er støbt eller valset, hvilket var et upræcist håndværk, som gav varierende tykkelse.

Grunden til at ruder var tykkest i bunden skyldes såmænd bare, at glarmesteren meget logisk placerede glasset med den tykke ende nederst.

Hvis glasset selv kan bestemme, bliver det 6 mm tykt. Hvis man lægger en stor bunke glas i ovnen og varmer op til 900° i flere timer, så kommer der en glasplade ud på 6 mm.

Meget af min glaskunst er meget tykkere. Det kan lade sig gøre, fordi jeg ikke kommer op i så høje temperaturer i så lang tid ad gangen.

Mit glas formes af tyngdekraften. Tykkere glas kan give problemer, når det formes i kraftige bøjninger. Det er tungere end 6 mm tykt glas, og begynder derfor at bøje inden det egentligt er varmet nok op og er blevet elastisk nok. Og så knækker det.

Når jeg laver glaskunst som fx det på billedet som er 9 mm tykt, så bruger jeg altid en glasplade med højere smeltepunkt til at lægge under min glaskunst. Den sikrer, at glasset først begynder at bøje ved højere temperatur – og så er det tykke glas blevet elastisk nok til at kunne klare at blive formet.